SKAL ALLE SPISE STENALDERMAD?

NYTÅRSMIDDAGEN 2012

Denne nytårsaften blev ret laid back, sammenlignet med nogle af de nytårsaftenfester, jeg tidligere har holdt.

Mere en hjerternes og venskabernes fest end en abefest.

Moren til en af mine meget nære venner døde natten mellem d. 30. og 31. december, så i stedet for at gå helt bananas i hummer og champagne, så tog jeg hjem til hende, hendes kæreste og deres søn (som jeg er de facto gudfar til, selvom han ikke er døbt), og var deres private kok.

Vi er allesammen madører og har det bedste på en kost, der tangerer over i mod stenaldermad.

Raffinerede kulhydrater en masse virker i alt fald ikke for nogen af os, ej heller masser af brød og fuldkorn, hvilket menuen bar præg af.

Men det kan selvfølgelig sagtens være, at det er noget lidt andet, der virker for dig, bare sørg for altid at spise “rigtig” mad.

Forret: Dampede hvide asparges vendt i citron, drysset med høvlet trøffel, rullet i Ålbæk skinke og dryppet med smeltet øko smør

Skræl de hvide asparges, damp dem 2-3 minutter, hæld vandet fra, vend med citronsaft og -skræl og anret på et fad.

Tag 2-3 asparges, drys med friskhøvlet trøffet, rul ind i 1 stk god skinke og dryp med lidt smeltet smør.

Hovedretter: Marsklands entrecote gnedet med karry og vanilje og grønkål-fennikel-æble-salat med blåbær, ingefær, sennep og kokosmælk

Gnid entrecoteerne med karry, vaniljepulver, salt og peber.

Smelt lidt smør på en pande ved høj varme og giv entrecoteerne 1 minut på hver side ved høj varme. Skru så ned for varmen til medium og giv dem yderligere 1,5-2 minutter på hver side, alt efter hvor røde de skal være i midten.

Snit 1 fennikel fint. Det nemmeste er at gøre det med en mandolin. Ellers skal du bruge en meget skarp kniv og være ret ferm med den. Tænkt papirtynde skiver.

Rib også 3-4 stilke grønkål.

Og tag 1 øko appelsin og skær den i meget tynde skiver med skræl og hele molevitten. Igen i papirtynde skiver.

Snit også 1 æble, 50 gr frisk ingefær og 2 fed hvidløg.

Kom det hele i en stor skål sammen med vanilje, kardemomme, salt, peber, fishsauce, sennep, lidt eddike og kokosmælk.

Smag til med fintreven skræl og friskpresset saft af 1 økologisk lime eller 1/2 økologisk citron.

Rør det hele sammen og kom 1 lille håndfuld kokosmælk i til allersidst.

Desserter: Tranebærgrød med kokosmælk og hele kakaobønner og skyr rørt med kokosmælk og rødbeder derefter toppet med hakket mørk chokolade og blåbær

Rør skyr og kokosmælk i et 50:50 forhold. Rør så godt med rødbedekrystaller i (frysetørret rødbedejuice) samt vanilje og kanel. Top med finthakket mørk chokolade (gerne 85%), blåbær og evt. en smule god honning.

Kom 500 gr tranebær, 3 æbler skåret i grove både og 250 gr svesker eller dadler uden sten i en gryde sammen med vanilje, kanel og kardemomme. Kom en lille smule vand i gryden og tænd for varmen.

Begynd at røre når det simrer i bunden af gryden. Lad grøden simre i ca. 1 time, til tranebær, æbler og dadler eller svesker er helt kogt ud. Husk at røre hver 4-5. minut og spæd op med vand løbende, så grøden ikke brænder på i bunden.

Kom grøden i en blender sammen med fintreven skræl og friskpresset saft af 1/2 økologisk citron eller appelsin og blend.

Top med kokosmælk, lidt honning hvis du ønsker mere sødme og hele kakaobønner, hvis du kan få fingrene i dem.

NB: Grøden smager også fantastisk kold og kan laves med andre bær end tranebær.

OK FAKTISK BLEV DER LIDT ABEFEST

Faktisk blev festen lidt “vild”.

Festens yngste deltager (min “gudsøn) smed alt tøjet inden midnat og så skulle der ellers danses til Åh Abe…og danses om juletræet (der var mig, der stod helt stille, mens “young boy” og hans forældre dansede rundt om mig).

KH, bon appétit og velbekomme på forhånd,

Umahro a.k.a. Fidel Gastro

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få endnu flere opskrifter, mere viden og mere inspiration til sundhed samt gode tilbud på mine bøger, kurser, workshops, foredrag og uddannelser.

Og se (endnu) flere madlavningsvideoer og videoer om sundhed og vitalitet på min YouTube kanal.

7 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

SKAL ALLE SPISE STENALDERMAD?